Uventet erfaring: Møder med unge fungerer bedre online end fysisk
RUDERSDAL: Der trædes nye veje og gøres nye erfaringer under coronakrisen, hvor mange arbejder hjemme, og fysiske møder er umulige.
Således også i Rudersdal, hvor man har gjort en uventet erfaring med virtuelle møder med sårbare unge.
- Vi oplever simpelthen, at de digitale møder går bedre end de fysiske, fordi mange er bedre til at lytte, fortæller UU-vejleder Liv Lyrstrand, i en pressemeddelelse.
Store følelser på spil
Det var ellers lidt af en nødløsning, da hun tog initiativ til at holde virtuelle møder i det såkaldte udviklingsspor, som hjælper sårbare unge på vej til en uddannelse og beskæftigelse. Det er unge, der typisk har kontakt til mange forvaltninger, og hvor flere fagpersoner derfor skal deltage i samme møde.
Helt konkret var der behov for at lave aftaler sammen med en ung i STU (Særligt Tilrettelagt Uddannelse) – aftaler, der ikke kunne vente på, at coronakrisen er forbi.
- I udgangspunktet var det en risiko at holde mødet virtuelt, for den unge kunne måske smække på, eller vi kunne tale i munden på hinanden, for der havde før været store følelser i spil på møderne. Og er det overhovedet rimeligt at bede den unge om et online møde, når så meget er svært i forvejen? Men der var noget akut, vi skulle finde ud af, og jeg sørgede for at have en plan B, hvis det alligevel ikke duede, siger Liv Lyrstrand.
Fordi mødet var virtuelt, var det nødvendigt med en ret detaljeret dagsorden og en klar rollefordeling. Og fremfor alt vigtigt at sørge for, at den unge var tilpas ved mødet, fx ved at der også deltog en person, som den unge var tryg ved.
Naturligt at spørge dumt
Undervejs i mødet opdagede mødedeltagerne og især Liv Lyrstrand noget tankevækkende:
- Vi har altid løbende evalueringer under de fysiske møder, det er en del af dagsordenen for at være sikker på, at vi rammer det, vi skal, og give mulighed for at justere undervejs, siger Liv Lyrstrand.
- Men det kan tit være lidt kunstigt ved de fysiske møder. Virtuelt var det meget naturligt at spørge: ’Har vi forstået det rigtigt?’ eller ’Er det essensen af det, vi lige har talt om?’
Vi opdagede, at alle godt kunne tillade sig at stille dumme spørgsmål eller at stille det samme spørgsmål to gange for at være sikker på, at vi havde den unge med hele tiden. Det gav en langsomhed og tydelighed, som helt klart betød noget godt for mødet og for det, vi fik aftalt, siger Liv Lyrstrand.
Hun mener, at man som sagsbehandler og fagperson kan have en tendens til at tale hurtigt og i et fagsprog, som gør, at den unge ikke tør bryde ind eller føler, at der bliver talt hen over hovedet på hende eller ham.
– Jeg tror, alle oplevede, at det var anderledes på det virtuelle møde, siger Liv Lyrstrand.
Filter mod flokken af voksne
Desuden blev den unge skærmet for de mange følelser og fornemmelser, der også kan være på et fysisk møde, hvor otte-ni fagpersoner, bisiddere og forældre mødes omkring den unge.
- Jeg tror, der opstår et slags filter, som er meget gavnligt for den unge, der måske i forvejen har mange følelser og sansninger, siger Liv Lyrstrand.
- Den unge slipper jo helt enkelt for at lugte og sanse andre personer, som kan bringe én ud af kurs. På et virtuelt møde er der afstand, og det kan måske være rart med sådan et filter for den unge sårbare, siger Liv Lyrstrand.
Hun mener samtidig, at de professionelle blev tvunget til at gøre sig mere umage.
- Vi blev nødt til at spørge ind og fiske mere efter, hvad der er på spil for den unge lige nu. Og det er jo essensen og baggrunden for at kunne arbejde godt med den unge og hinanden, siger Liv Lyrstrand.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.